‘Versets historie, som vi kender den, begynder omkring år 2500 med terraformingen af core-planeterne Londinium og Sihnon. Folk og fæ har ikke længere nogen fornemmelse eller erindring om Earth-That-Was, og faktisk er de også ligeglade. Alt dét hører en svunden tid til.

Overbefolkning, udtømte ressourcer og nedbrudte økosystemer gjorde Earth-That-Was ubeboelig, og førte til the Exodus, som markerer udvandringen fra Earth-That-Was til ‘Verset. Her slog menneskehedens to store civilisationer - den amerikanske og den kinesiske - sig sammen, og arbejdede for at finde et nyt hjem i et fjernt stjernesystem.
På de enorme rumskibe, arkerne, som fragtede alle, der kunne kravle og gå fra Earth-That-Was til den nye verden, begyndte kulturelle og politiske barrierer at nedbrydes i løbet af den generation, det tog at nå frem til det udvalgte stjernesystem. Folk lærte hinandens sprog og kultur at kende, og især engelsk og mandarin er blevet ‘Versets to prominente sprog.
Mange havde nok forventet at møde fremmede livsformer på færden fra Earth-That-Was til den nye verden. Men til trods for at scannerne indimellem opfangede atmosfæriske forstyrrelser, lader det til, at mennesket er alene i ‘Verset.

Da mennesket nåede frem til det udvalgte stjernesystem var alle planeter, stjerner og asteroider ubeboelige. For at mennesker og øvrige livsformer fra Earth-That-Was skulle overleve måtte de udvalgte planeter terraformes. Processen begyndte med stjernesystemets to største og mest centrale planeter, som fik navnene Londinium og Sihnon. Disse to core-planeter repræsenterer hver især de to stormagter: på Londinium repræsenteres det, der engang var USA; på Sihnon er det Kina.
Londinium og Sihnon voksede hastigt, og blev snart de to mest veludviklede samfund i den nye verden. I dag er Londinium og Sihnon centrum for handel, politik, kultur og religioner fra den gamle verden, og livet her er for de fleste en dans på roser med overflod, social sikkerhed, og en fungerende ordensmagt.

Selvom der i den nye verden var nok nye planeter til, at alle udvandrende fra Earth-That-Was kunne få et hjem, var ressourcerne knappe. De, som ikke havde held, forbindelser, eller politisk medhold til at slå sig ned på core-planeterne blev enten sendt eller valgte selv at drage mod de nyligt terraformede yder-planeter i the Outer Rim i håbet om, at græsset var grønnere dér.
På yder-planeterne finder man i dag en broget skare af mennesker: de religiøst ortodokse, de skøre, de fattige, lykkejægerne, og indimellem politiske flygtninge og kriminelle.

Spændinger over retten til ressourcer og politisk indflydelse core-planeterne imellem gjorde det snart nødvendigt at indsætte et parlamentarisk system: De Forenede Planeters Alliance.
Skønt Alliancen blev dannet på et idealistisk grundlag, tiltrak den også folk, der så chancen for at stige i graderne og blive vældig magtfulde. Rygter om hemmelige laboratorier, hvor menneskeforsøg blev udført og kemiske våben udviklet svirrede hurtigt. Samtidig sikrede et stærkt militær, at beboerne på core-planeterne var beskyttede, men også at enhver form for skepsis eller kritik mod Alliancens vedtagne rammer blev slået hårdt og hurtigt ned.

Den største trussel mod core-planeternes højtudviklede samfund og kultur var i Alliancens øjne de, som levede uden for dens system, på yder-planeterne i the Rim, hvor skidt kom til for megen ret. Yder-planeternes uafhængighed og manglende vilje til indordne sig under Alliancens og core-planeternes system og idealer blev samtidig hurtigt et påskud for Alliancens interesse i de store mængder ressourcer, der var uden for dens rækkevidde. Alliancen besluttede derfor, at alle planeter skulle være en del af dens program, ikke mindst for beboernes egen skyld. Men i stedet for stiltiende at acceptere Alliancens beslutning, gjorde beboerne på yder-planeterne oprør mod Alliancen.

Snart forenede styrkerne på yder-planeterne sig under navnet de Uafhængige, og blev hurtigt kendt som ‘brown coats’ på grund af uniformens duster-frakke. Og selvom Alliancen var overlegne på antal, teknologi og våben, fik de kamp til stregen af Uafhængige mænd og kvinder, der stadig fandt deres frihed værd at kæmpe og dø for.

I 2511, efter 5 lange år, blev krigen bragt til ende ved sit største slag i Serenity Valley på yder-planeten Hera, og de Uafhængige måtte modstræbende overgive sig. Tilfangetagne brown coats blev efterfølgende løsladt som et tegn på Alliancens velvilje og generøsitet over for de nu annekterede yder-planeter, og de lever i dag blandt os som almindelige borgere.
Eftersom krigen blev ført på yder-planeterne i the Rim og aldrig nåede core-planeterne, ligger mange yder-planeter stadig i ruiner. Flere er blevet komplet ubeboelige. Behovet for at finde nye steder at slå sig ned - nu inden for Alliancens territorium - steg markant, skønt nogle få valgte at blive tilbage på deres sønderbombede hjemplanet.

På overfladen er livet gået videre efter krigen. Men få har tilgivet, og ingen har glemt. Indimellem lyder der et ramaskrig mod Alliancen, som da the Reavers of Miranda blev kendt for offentligheden i 2518. Men trods forargelsen tør ingen officielt lægge sig ud med Alliancen. Alliancen har nu råderet og myndighed over alle beboede planeter i ‘Verset, men selv for en supermagt som Alliancen er så vidtstrakt et territorium svært at regere.
Faktum er, at Alliancen endnu kun har fuld kontrol over core-planeterne, og skønt dens øjne og ører når ud til selv de fjerneste afkroge af ‘Verset, er bristerne i systemet store nok til, at slaveri, smugling, og sorte penge florerer mellem yder-planeterne. Og selvom Alliancen indimellem sender en rusten space shuttle og en vredladen deputy ud for at minde folk om, hvem der virkelig bestemmer, er der rig mulighed for at gøre sin lykke ad mindre fine og ikke-Alliance-godkendte veje.

Vi befinder os på kanten af den kendte del af ‘Verset, på planeten Clementine, alleryderst i the Rim. Under the U-War agerede Clementine strategisk ressource-pick-up-point for Alliancen, og er derfor terraformet og delvist bebygget med nu gamle og forfaldne Alliance-installationer. På grund af sin placering langt væk fra core-planeterne er Clementine næppe de flestes første valg. Som et led i en smædekampagne til Alliancens fordel sænkede Alliancen sidste år prisen på jord væsentligt på Clementine for at tiltrække særligt dem, der ikke havde midlerne eller status til at bosætte sig finere steder i ‘Verset. På Clementine bor der derfor en broget skare af nybyggere, handlende, nyrige nobles der har svært ved at få magt på core-planeterne, og naturligvis lykkejægerne og space-crews på jagt efter eventyr og hurtige penge.
Året er 2524, seks år efter at Alliancen sidst har luftet sit beskidte vasketøj ved afsløringen af deres Reaver-projekt på planeten Miranda. For et år siden kom Reaversne dog igen på alles læber, da en hidtil ukendt Reaverflåde angreb flere Rim-planeter. Dette angreb blev heroisk afværget udenfor Clementines luftrum af Alliancen, som med et koordineret missilangreb nedskød Reaverflåden for øjnene af Clementines måbende beboere. Inden da havde Clementines befolkning dog taget sine egne forholdsregler, og havde aktiveret Clementine’s forsvarsskjold L.E.R.S. - en skjoldgenerator fra et af de fordums generationsskibe, der fragtede menneskeheden fra Earth That Was ud i ‘Verset - der har lagt et uigennemtrængeligt kraftfelt omkring Clementine og hendes luftrum.
Officielt var Reaverangrebet uforudset, og Alliancens redningsaktion heltemodig - men skraber man i overfladen, siger rygterne noget andet. Efter Alliancens redningsaktion blev forsvarsskjoldet omkring Clementine i hvert fald ikke sænket, og Alliancekrydserne, der afværgede Reaverangrebet, lurer fortsat udenfor Clementines luftrum. Få informationer siver ud fra den orange planet på kanten af the Rim, men de, der slipper udenom Alliancens censur antyder, at et selvstændigt samfund udenfor Alliancens totalitære styre er ved at forme sig bag Clementine’s beskyttende skjold.
For beboerne på Clementine har det sidste år udmøntet sig noget anderledes end de håb og drømme, de i sin tid rejste til planeten med. Efter det afværgede Reaverangreb krævede Alliancen planetens overgivelse og overdragelsen af L.E.R.S.-teknologien. Beboerne på Clementine har nægtet og holdt stand bag Clementines skjold. Dette har medført diplomatisk dødvande, hvor Alliancen, der ikke kan tage planeten med magt, i stedet har lagt et handelsembargo på Clementine, der gør det svært - men ikke umuligt - for mennesker, ressourcer og informationer at slippe ind og ud fra planeten. Denne diplomatiske hårdknude har dog endelig ført til en officiel fredsforhandling, hvor en delegation fra Alliancen inden længe vil indfinde sig på Clementine og drøfte en favorabel løsning for begge parter. Inden da må beboerne på Clementine tage et svært valg: vil de fortsætte med at kæmpe for deres uafhængighed? Eller atter indtræde i Alliancens kendte orden? Eller findes der måske andre alternativer?