Her kan du læse om de tre forskellige rolletyper, du kan spille til Firefly: Tell Them I Ain't Coming Back.
Find dig et skib, en besætning, og flyv ud i the Black. Denne opskrift følger mange af ‘Versets lykkejægere i jagten på overlevelse, eventyr og rigdom. Størstedelen foregår på hæderlig vis med transportopgaver, både af gods og passagerer. Således stævner mange fartøjer hver dag ud fra ‘Versets utallige rumhavne for at tjene til dagen og vejen. For at få enderne til at mødes er det dog ikke alle, der flyver på komplet ærlig vis. Ofte er der lette penge at tjene ved at tage ulovligt gods om bord og flyve det under Alliancens radar, mens andre opererer som velorganiserede smuglere. Allernederst på bunden findes de, der ernærer sig ved at flyve ud og tage hvad der ikke er deres.
Zionia Station på Clementine, langt fra core-planeterne og Alliancens lange arm, har tiltrukket en broget skare af skibe og besætninger. Grundene til at søge ud på kanten af ‘Verset i the Rim kan være mange, og det er efterhånden de færreste spacere på Clementine, der har helt rent mel i posen efter et års armlægning mellem rumstationens beboere og Alliancens embargo.
Motiverne til at søge mod Clementine før eller efter Alliancen strammede sit greb om den orange yderplanet kan være mange. I kan være et opportunistisk crew af tidligere minearbejdere, der blev lokket til Clementine med løftet om ressourcerig jord i løbet af Alliancens smædekampagne, der senere blev afsløret som “Operation Golddigger”. I kan også være et velorganiseret smuglerskib, der smugler hælervarer til planeten under næsen på Alliancen, og har lugtet gode penge før I flyver videre. Måske er I landet på Clementine ved en tilfældighed, og har brug for at flyve under radaren, mens I kalkulerer risikoen ved at rage til jer fra de andre skibe, der har lagt til kaj. Eller måske er I en bunke frihedskæmpere og browncoats, der har set Clementine som en mulighed for at give Alliancen den blodtud, de i jeres øjne fortjener. Fællesnævneren for alle disse crew-typer er, at det handler om at forlade Clementine rigere på guld eller oplevelser end man ankom.
Et spaceship-crew kan sammensættes på flere forskellige måder, og vi håber, at I vil bruge de forskellige evnetræer til at skræddersy jeres skib og besætning. I Firefly-serien bliver vi præsenteret for en klassisk besætning: her møder vi kaptajnen med en lyssky fortid, samt hans næstkommanderende; en pilot med en forkærlighed for legetøjsdinosaurer; en bubbly mechanic; en hårdkogt, våbenglad gunner; en højtuddannet læge på flugt fra loven, samt dennes forvirrede lillesøster; en companion, som åbner døre for skibets besætning; og en pastor, der i mange situationer er fornuftens stemme. Alle på Serenity har således en funktion. Tænk i disse baner, når I sammensætter jeres crew. Hvem er kaptajnen, mekanikeren, piloten, lægen, skibskokken? Har skibet nogle passagerer med, såsom en rigmand, der har betalt for at komme på eventyr, en forfatter på jagt efter sin næste historie, eller en spillefugl på flugt fra loven? Lad jer ikke begrænse af Serenity-besætningens arketyper, men sammensæt jeres eget unikke crew. Tænk dog over, at nogen skal kunne flyve skibet og reparere det, når motoren skyder røg midt ude i the Black.
Overvej hvorfor I flyver sammen. Måske er sammensætningen helt tilfældig, og besætningsmedlemmerne er blevet samlet op hen af vejen? Måske er en helt særlig grund til at I flyver sammen. Måske er I alle sammen tidligere fanger fra det samme fængsel? Måske er I vokset op i den samme irske koloni? Måske er I alle sammen brødre og søstre med den samme far og forskellige mødre? Måske har I alle tjent sammen i Alliancen, og nyder jeres nye civile liv som besætningen på et fuldt lovligt fragtskib?
Overvej hvor I ligger henne på det moralske kompas. Er I lovlydige borgere, der holder stien ren, og kun flyver med gods og passagerer godkendt af Alliancen? Er jeres lovlige fragtoperation blot et skalkeskjul for det smuglergods I fragter rundt, eller har I en hang til rumpirateri, og supplerer jeres operation med gods der ikke er jeres?
Mulighederne er mange, og har I brug for at spare ideer, skal I ikke holde jer tilbage for at kontakte arrangørgruppen på kontakt@firefly-live.dk.
Under Alliancens smædekampagne, “Operation Golddigger”, tiltrak små terraformede planeter ude i the Rim utallige opportunister. Væk fra Alliancens vågne øje kunne alle – både de desperate og de optimistiske - købe sig en rejse uden returbillet, og bygge sig et nyt hjem fra bunden. Rundt omkring på rumstationen sprang forretninger op for at understøtte planetens driftige aktivitet, og supplerede dem, der lagde vejen forbi med alle livets fornødenheder, både medicin, lidt godt til ganen eller en varm favn.
Grundene til at rejse ud og bosætte sig i the Rim kan være mange, men det er sjældent et sted folk tager ud, hvis de har bedre alternativer. Selvom de uudforskede planeter og måner emmer af eventyr, er de langt fra Core-planeternes etablerede tryghed, og vil man have et liv herude, skal man oftest bygge det op fra bunden. For de driftige og dem, der ikke har andet valg, er Clementines ressourcerige orange jord perfekt hvis man vil starte på en frisk.
Som bosættere har I valgt at pakke hvad end I havde, og starte et nyt liv på Clementine - formentlig inden Alliancen viste sit grimme ansigt og sanktionerede Clementines beboere med et kvælende embargo. Motiverne for at have bosat sig på Clementine kan både være, at I er på flugt og så planeten som en frisk start, eller at I blev lokket hertil af Alliancens smædekampagne om at Clementines jord kunne gøre jer rige. Til trods for Alliancens handelsembargo har både lokale og gennemrejsende brug for lægehjælp, underholdning, ammunition og fornødenheder, hvilket I som Clementines faste beboere kan levere - omend mange af jeres varer må skaffes af mere lyssky veje end tidligere, uden om Alliancens årvågne blik, der er stift rettet mod den lille Rim-planet.
Som bosættere kommer I til at skabe liv på rumstationen, og skabe jeres spil ved at udøve forskellige services. Forslag til gruppekoncepter kunne for eksempel være:
Det er en god idé, at jeres gruppe udøver en form for service. På den måde har I altid spil at beskæftige jer med, om det så er lægehjælp, mekanikerservice, øl og en festlig aften, underholdning i form af formelle te-selskaber og kinesisk dans, eller kortborde hvor man kan spille sine penge op.
Husk at bygge jeres gruppe op, så alle har en form for funktion. Missionærlægehuset kan f.eks. både bestå af en præst der er det spirituelle overhoved, en lægekyndig der står for de svære operationer, en kvinde på flugt der skjuler sin sande identitet under sit nonneløfte, en fanatisk munk der forsøger at frelse de mange syndere på stedets beværtninger og en ung akolyt, der i virkeligheden drømmer om at flyve på eventyr i the Black.
Overvej hvornår og hvorfor I har valgt at drage til Clementine. Er I på flugt fra lovens vågne øje, og søger at skabe jer et nyt liv under et nyt navn på en af ‘Versets yderste planeter? Er I drevet af rebelskhed til at trodse Alliancens embargo og skabe et samfund på Clementine? Mulighederne er mange, og har I brug for at spare ideer, skal I ikke holde jer tilbage med at kontakte arrangørgruppen på kontakt@firefly-live.dk.
Øverst i ’Versets hierarki sidder de velhavende og indflydelsesrige Nobles. Disse velstående folk med de rigtige efternavne er langt hævet over den jævne pøbel, der flyver ‘Verset tyndt i jagten på overlevelse, eller slider på yderplaneterne i håbet om en lysere morgendag. De fleste nobles kommer fra gamle rige familier, mens andre først i de seneste generationer har erhvervet sig status og rigdom nok til at blive inviteret indenfor i ‘Versets fineste kredse.
Selvom nobles i sammenligning med det gemene pak nyder en uopnåelig og ophøjet status, er der dog både høje og lave i deres rækker. Core-planeterne plejer at være hjem for de førstnævnte, mens de nobles der findes ude i the Rim på den ene eller den anden måde er blevet tvunget derud, langt væk fra Core-planeternes trygge, luksuriøse rammer og farverige selskaber.
Der skal kun ét svagt led til at knække en ellers stærk kæde, og selvom ens gamle navn stadig holder vand, kan de penge man så mageligt plejede at læne sig tilbage på for længst være sluppet op, eller en serie af uheldige optrædener i sociale sammenhænge kan have tilsmudset ens ellers så velrespekterede navn. Man kan også være kommet til penge for ganske nylig, og være tvunget til at drage ud hvor statussen som noble er nemmere at opnå, og hvor de uvaskede horder ikke behøver at kende dit efternavn, men blot ved, at det er langt finere end deres eget.
Navnlig efter Alliancen pålagde handelsembargoet, er Clementine efterhånden de færreste nobles’ første valg. Dog er der de få, der har set muligheden i at enten rejse sig over Alliancens etablerede noblehieraki, eller blive udråbt Hero of the Alliance efter at have foræret den orange planet og dens avancerede generationsteknologi til Alliancen på et sølvfad.
Som nobles er jeres opgave at skabe spil for de mange tilrejsende crews ved at hyre dem til at flyve på missioner for jer. For at spaceship-crews’ne kan komme på vingerne, har de brug for at tage betalt arbejde, og det er her I kommer ind i billedet. I har pengene og ressourcerne, mens de har fartøjerne, og uden hinanden kommer I ikke særlig langt. Der ligger derfor en vigtig opgave på jeres skuldre som nobles, da spillet går i stå, hvis I blot læner jer tilbage og sover på jeres penge. I kommer til at starte scenariet langt rigere end alle andre, men til gengæld regner vi også med, at I bruger disse penge på at lave spil til jeres medspillere og dermed jer selv.
De nobles, der har vovet sig ud på Clementine, er som regel langt fra Londiniums og Sihnons spidser. Jagten efter at skabe eller genoprette jeres navn har bragt jer ud til ‘Versets kant. Måske er I samlet omkring en vigtig aristokrats uønskede søn, der er blevet sendt så langt væk at han ikke kan gøre skade, men kun kan søge oprejsning eller gå ubemærket til grunde. Det kan også være, at I først er kommet til penge for nylig, og at Clementine derfor er ny og frisk jord, hvor I kan skabe jer et navn, langt fra Core-planeternes snobberi. Måske er I kommet til jeres mange penge på højst uærlig vis, og ønsker nu at skabe jer et ærligt navn, så de, der plejede at trykke jer i sølet i stedet må bukke og skrabe for jer.
Når I bygger jeres gruppe er det dog vigtigt at tænke på, at en noble-gruppe består af andet end en noble, og at alle i gruppen har en funktion. Det kan godt være, at en eller to er ansigtet udadtil, men ved at have meningsfulde funktioner sikrer I, at alle har noget at tage sig til, og ikke blot skal bruge scenariet i den nobles skygge.
En gruppe kan således bestå af en udstødt nobleman, Hemsworth Barrington, der er født med et fornævnt navn, men som efter flere skandaler er blevet sendt til Clementine, hvor han ikke kan tilsmudse familiens navn yderligere. Hemsworth har selvfølgelig et mål om at skabe sig sit eget navn, både for at lukke munden på sin familie, og for at holde fast på sin uundværlige luksus. Med sig har han sin selskabspapegøje af en halvsøster, Calpurnia, der ved alt om at sladre, og hvordan en noble skal opføre sig. Disse to unge mennesker er beskyttet af en livvagt, Portia Kane, der tidligere har tjent i Alliancen, men som efter sin afskedigelse nu har til opgave at beskytte familiens unge medlemmer. Hemsworth og Calpurnia har ikke den fjerneste forstand på penge, og de har derfor også familiens gamle bogholder Fabricius Trinckett med, der, ud over at holde styr på finanserne, også slukker de ildebrande de uprøvede unge nobles har det med at starte, oftest assisteret af Calpurnias kammerpige Alicia, der indsamler den sladder hun skatter så højt, og også nyder at holde Hemsworth med selskab.
Mulighederne er mange, og er I klar på at påtage jer det ansvar som en noble-gruppe indebærer, glæder vi os i arrangørgruppen til at læse jeres koncepter, og eventuelt spare ideer. Hold jer derfor ikke tilbage med at kontakte os på mailen kontakt@firefly-live.dk, hvis I har mod på at spille nobles.