Bosætter

Små terraformede planeter som Clementine er skabt til opportunister. Væk fra Alliancens vågne øje kan alle – både de desperate og de optimistiske - købe sig en rejse uden returbillet, og bygge sig et nyt hjem fra bunden. Rundt omkring på rumstationen er små forretninger sprunget op for at understøtte planetens driftige aktivitet, og supplere dem, der lægger vejen forbi med alle livets fornødenheder, om det så er medicin, lidt godt til ganen eller en varm favn.

Grundene til at rejse ud og bosætte sig i the Rim kan være mange, men det er sjældent et sted folk tager ud hvis de har bedre alternativer. Selvom de uudforskede planeter og måner emmer af eventyr, er de langt fra Core-planeternes etablerede tryghed, og vil man have et liv herude, skal man oftest bygge det op for bunden. For de driftige og dem, der ikke har andet valg, er Clementines ressourcerige orange jord perfekt hvis man vil starte på en frisk.

Som bosættere har I valgt at pakke hvad end I havde, og starte et nyt liv på Clementine. Motiverne herfor kan både være, at I er på flugt og har set planeten som en frisk start, eller at I er blevet lokket hertil af Alliancens smædekampagne om at Clementines jord kan gøre jer rige. Måske er jeres mål ikke at tjene penge på selve jorden, men i stedet på de mennesker, der er kommet for at grave i den. Både lokale og gennemrejsende har brug for lægehjælp, underholdning, ammunition og fornødenheder, hvilket I som Clementines faste beboere kan levere

Hvad handler spillet som bosætter om?

  • At skabe liv på rumstationen
  • At drive forretninger og beværtninger såsom casinoer, barer, bordeller, spaceship-værksteder og hospitaler, og udøve services derigennem
  • At have en mere afslappet spiloplevelse, der ikke nødvendigvis handler om at løse scenariets hovedplot


Hvad handler spillet som bosætter ikke om?

  • At flyve på missioner i rummet
  • At udspille sine rivaler gennem indviklet intrige-spil
  • At skyde folk ned med alle sine medbragte guns


Som bosættere kommer I til at skabe liv på rumstationen, og skabe jeres spil ved at udøve forskellige services. Nogle forslag kunne for eksempel være:

  • En gruppe munke og nonner på mission for jeres kirke, der nu har slået sig ned på Clementine for at udøve lægehjælp og sprede jeres budskab.
  • En gruppe rednecks, hvis familieforetagende har fået licens til at sælge ammunition, og som driver en gun range, hvor folk kan måle deres jern med hinanden.
  • En gruppe fra en kinesisk koloni, der har sat et kasino op på planeten, hvor I blanker de mange naive folk på gennemrejse af.

Det er en god idé at jeres gruppe udøver en form for service, så har I altid spil at beskæftige jer med, om det så er lægehjælp, mekanikerservice, øl og en festlig aften, underholdning i form af formelle te-selskaber og kinesisk dans, eller kortborde hvor man kan spille sine penge op.


Husk at bygge jeres gruppe op, så alle har en form for funktion. Missionærlægehuset kan f.eks. både bestå af en præst der er det spirituelle overhoved, en lægekyndig der står for de svære operationer, en kvinde på flugt der skjuler sin sande identitet under sit nonneløfte, en fanatisk munk der forsøger at frelse de mange syndere på stedets beværtninger og en ung akolut, der i virkeligheden drømmer om at flyve på eventyr i the Black.

Overvej hvorfor I har valgt at starte jeres nye liv på Clementine. Er I på flugt fra lovens vågne øje, og søger at skabe jer et nyt liv under et nyt navn på en af ‘Versets yderste planeter? Er I drevet af den opportune lyst til at skabe jer et bedre liv på jeres egne vilkår? Mulighederne er mange, og har I brug for at spare ideer, skal I ikke holde jer tilbage med at kontakte arrangørgruppen på kontakt@firefly-live.dk.